Hvordan genkender man en sekt?
Sekterne spiller på de samme elementer. Vi ser lidt på dem.
Elementerne i sekterne
Som sagt spiller sekterne på de samme principper. Disse principper (med undtagelse af et) findes i samtlige sekter og i samtlige forsamlinger med sekterisk grundlag og metoder.
Et mål
Hver sekt har et meget klart defineret mål eller et håb. Det er ikke nok blot at have det godt. Målet er altid meget tydelig afmærket. Det vil være “at leve evigt i et paradis på jorden”, eller “at cleare planeten” eller “at lave en universal menneskehed”.
“Et liv der leves i strid med Skaberens krav og hans retningslinjer for hvordan man bliver lykkelig, fører til skuffelse og håbløshed” (Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne - Vagttårnsselskabet [Jehovas Vidner] - 1985 - Side 235).
Det kan ligeledes være visse evner, man skal udvikle og gøre bedre og skarpere for dermed at spille en bestemt rolle i verden, udføre bestemte handlinger eller blot for at nå en højere tilstand.
Man kunne sige, at der er tale om en opgave, som skal udføres. Man kunne i stedet for at bruge udtrykket “mål” sige, at samtlige sekter har et paradisbillede. For at nå dette paradis, skal der udføres bestemte handlinger, gøres bestemte ting m.m. Det ville jo være for nemt, hvis man blot kunne arbejde sig op til det paradis. Der er flere ting, der skal tages hensyn til.
Et idealbillede
For det første har man nogen at se op til. Det kan være en person, som er nærværende og lige her, guruen, men det kan sagtens være en historisk eller fantasi-person. I så fald kan guruen eller den, der styrer, være en inkarnation (genfødt), et medium eller på en anden måde mellemmand og repræsentant for denne autoritet.
Hos Jehovas Vidner er Jesus for eksempel ikke Guds søn på samme måde, som denne ellers kendes i kristendommen. Han var “blot” et perfekt menneske, Adams modstykke. Dvs. at han er en, man ser op til som en, der giver et godt eksempel. Jesus er ikke en, man beder til på samme måde, som i den kristne tro. I så fald er Jesus ikke Guds søn, del af den treenige Gud, men en slags gurubillede. Blot navnet "Jesus" er det samme som det, der bruges i den kristne kirke.
Et idealbillede kan være sektstifteren som “Sri Mataji” (den guddommelige mor) også kaldet “Nirmala Devi” (den uberørte gudinde), som skabte Sahaja Yoga i 1981 og kalder sig “Vor tids største spirituelle autoritet”, “mor af alle mødre, den første reinkarnation af Helligånden og af Kristus”.
Her er idealbilledet ud over at være guru også guddommelig. Kort sagt, et idealbillede er den person, man kan falde tilbage på for at påpege over for medlemmet, hvad der skal gøres, og hvordan det skal gøres.
Opførselskodeks
Dette fører os så til det næste element, nemlig opførselskodeksen. Den er nødvendig at have for at opnå målet. Der er her ikke tale om en vejledning, gode råd eller lignende, nej. Der er tale om en vejledning, som skal adlydes.
Går der noget galt, er det ikke på grund af forkert vejledning, men på grund af forkert udførelse af vejledningen. Man har ikke adlydt ordentligt.
“At adlyde er en sikker vej. At adlyde blindt til sin overordnede er vejen til hellighed” (Josemaria Escriva de Balaguer, Opus Dei, Camino, punkt 636).
På samme måde i diverse brochurer eller bøger, der skal studeres, læses og genlæses. I dem står samtlige punkter i opførselskodeksen. Langt de fleste sekter har en rig litteratur med en sikret læserskare. Jo mere man læser, udfører og følger af kodeksen, jo tættere er man på målet. Dette nåleøje er vitterligt smalt, og andre oplysninger eller viden udefra tages med et gran salt, hvis de overhovedet læses.
“At vide er nærmest en forhindring. Thi den fordrer egoisme og fører tvivl med sig” (Sathya Sai Baba, citeret i GEMPPI nr. 34 den 1. juli 1997).
I langt de fleste sekter begynder konditionering af børnene i en meget ung alder. Jehovas Vidner opfordres til at læse fra “min bibelhistoriebog”, før barnet overhovedet kan læse, som godnat historie m.m.
“Indprent sandheden i dit barn [...] ‘at indprente’ vil sige at undervise ved at gentage. Jehova siger derfor egentlig at du hovedsagelig skal hjælpe dine børn til at udvikle en gudfrygtig personlighed ved regelmæssigt at tale om ham” (Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv - Vagttårnsselskabet [Jehovas Vidner] - 1996 - Side 58).
Som om det ikke var kompliceret nok og svært nok at følge, er der også en fjende med i spillet.
Trussel (fjende)
Her er det ligeledes afhængigt af, hvad målet er, og hvad kodeksen forlanger. Fjenden eller truslen vil være det, som forsøger at forhindre en i at nå målet eller følge kodeksen.
Fjenden kan være flere ting bagom. Men udadtil er det slet og ret den (eller dem), det eller de, som modvirker sekten. Kært barn har mange navne, og det kan være Satan djævelen, ens egne ønsker eller følelser, ens tvivl (altså tanker om, at der måske er noget galt et sted), svagheder...
Altså alt dette, som Guruen betragter som uønskeligt, og som kan føre til, at man fjerner sig fra kodeksen. I langt de fleste sekter tages der drastiske midler i brug mod fjenden. Den end så være i andre eller i sig selv. Selvpineri under påstand af renselse eller bod, hårde straffe i form af udstødelse af de kritiske elementer eller andre former for afstraffelser:
“Hvis De venter på, at børnene er i stand til at ræsonnere for at begynde at afstraffe dem, har De ventet for længe. Endda babyerne har en fordærvet natur og har behov for at blive straffet.” (Ch. Wiseman, Thabitha’s Place i International Herald Tribune, den 11. juli 1984)
Fjendebilledet rammer egentligt på flere punkter. Dels på det abstrakte og filosofiske, men også ude i verden. Det vil sige, at ud over at være ens egne ønsker, tanker eller Satan, så er det også de personer, som modvirker og modsiger guruen eller sekten.
Disse er som regel en legemliggørelse af det onde. Af fjenden eller fordærvet og påvirket af fjenden. I bedste fald er disse mennesker fortabt og at følge dem eller lade sig påvirke af deres gøren og laden vil være ensbetydende med, at det, man har gjort og "bygget” indtil nu, ligeledes vil falde til jorden. Hvis ikke følgerne endda bliver alvorligere.
På samme måde vil enhver tvivl, selvstændig tænkning eller opførsel ikke tolereres inden for sekten og opfattes som fjendens påvirkning.
Dermed bliver pågældende sektmedlem enten opfattet som svag eller besværlig og skal så følge en ekstra hård kodeks. Denne gang ikke for at nå målet længere, men for ikke at skade resten af sekten.
Der er her ikke tale om gradsforståelse. Altså der er ikke tale om en side af den menneskelige natur, eller en uenighed på et punkt. Der er tale om, at pga. det ene punkt er hele personen farlig/fjendtlig og skal udryddes. Psykisk eller fysisk.
Kamp
Dette element er ofte til stede, men ikke altid (det er det punkt, jeg har omtalt tidligere).
Ofte vil der være en kamp eller krig imellem det gode og det onde, og ved den kamp må man helst være på den rigtige side. Altså have påvist, vist eller skrevet under på en kontrakt med den rigtige side.
Kampen her skal ikke misforstås med den daglige kamp imellem kodeksen og fjenden. I tilfælde, hvor den kamp er til stede, er der tale om et opgør, som skal gennemføres, som regel før man når det sidste mål.
Det kan være slaget ved Harmaggedon, eller det kan være et selvmord. Under alle omstændigheder er det den ultimative kamp.
Den er ofte til stede som et middel til at holde sektens medlemmer fast. Det ser vi på om lidt, når vi ser på de forskellige metoder, som bliver benyttet af sekterne.
For at gøre det hele mere tydeligt, kan vi sætte enkelte sekter i system:
Jehovas Vidner (JV) - Kommunistisk opdragelse (K) - Scientologi (Sc)
Mål
(JV) At leve på jorden, som bliver et paradis (eller evt. være iblandt de 144.000 i himmelen) - (K) En kommunistisk samfund, hvor alle er lige - (Sc) En clearet verden.
Idealbillede
(JV) Jesus. Det perfekte menneske - (K)Marx, Stalin m.fl. - (Sc) Lafayette Ron Hubbard.
Opførselskodeks
(JV) Vagttårnet, udgivelser af Vagttårnsselskabet, møder m.m - (K) Kapitalen, andre kommunistiske skrifter og diverse møder og evt. selvkritik - (Sc) Etik bogen m.fl. af New Eras publikationer og kurser.
Fjende
(JV) Satan, de andre religioner (Den katolske kirke, FN, Røde kors, staten osv.) - (K) Kapitalismen - (Sc) SP’er, enhver der modvirker Scientologis udbredelse eller kritiserer dem offentligt.
Kamp (optionelt)
(JV) Slaget ved Harmaggedon - (K) Revolutionen - (Sc) Konstant kamp mod SP'er.
Det sekterne giver
Hvorfor bliver folk tiltrukket af det?
Jo, der er mange forklaringer på det og der kan der skrives mange bøger om, men vi kan i hvert fald komme med en forklaring her.
Som du kan se, så opfylder sekterne mange af de behov, de unge har i dag. Ved hjælp af enkelte begreber kan man sætte sin verden i orden.
Man har fået nogle rammer, det er nemt at finde ud af nogle ting. Man har fået en sikkerhed for fremtiden, ingen tvivl længere. Du ved lige præcis, hvad du slås imod, og hvordan du gør det, og så er du del af noget stort.
Endelig er der her et fællesskab, som tager sig af en, og som gør, at man føler, at man er del af noget.
Som man kan se, spiller sekterne på nogle ting, vi alle kender lidt. Vi har alle sammen en tendens til at ville lave et fjendebillede af en person, vi egentligt ikke bryder os om, og som udgør en fare (eller som vi tror udgør en fare) for os.
Mange ting kommer i system, så vi ikke skal bekymre os (for meget!) om fremtiden... Af og til ville det nu også være rart at vide med sikkerhed, hvad der vil/ikke vil ske, hvis jeg foretager en bestemt handling.
Alle disse principper giver os det indtryk, at vi kan sætte tingene i system, og at tingene bliver nemmere. Det gør de nu ikke; prisen er jo høj.
Derudover spiller sekterne på nogle ting, vi kender i forvejen, så man eventuelt vil kunne tro, at der er tale om religioner. Altså udadtil, på overfladen, ligner de begreber, som sekten benytter, andre, som man benytter i en ganske almindelig tro.
© Cyril Malka - 1999 - Forkortet uddrag fra bogen Sekter - Hvorfor? hvordan? hvad så?