Genkend en klapper

Hvordan genkender man en klapper?

Det siger sig selv, at de ting, som vi beskriver her, ikke er opreklameret i sekten. Ingen sekt vil fremføre sig selv som værende skadelig, manipulerende og ødelæggende. Som oftest går den første kontakt, man får, via “klappere”.

En “klapper” i er jagt-sprog en, der larmer en del for at skræmme dyrene, som så løber ind i jægerens net.

Her igen vil klapperen heller ikke fremstille sekten som sekt, og afhængigt af sektens metode vil man lægge mærke til, at selve navnet på bevægelsen vil være holdt skjult, indtil at man er så involveret, at man ikke kan trække sig ud igen. Andre er mere ærlige med navnet, men tilbageholder kravene eller de mere følsomme oplysninger, indtil man er så meget med, at man ikke længere kan bakke ud uden høje omkostninger.

Det er vigtigt at huske, at sekterne ikke er så naive, som de fremstiller sig selv. Nogle medlemmer kan være naive, og dem vil man helst bruge som klappere. Af den gode grund at selve deres udstråling vil være et våben.

Derfor vil materialet af og til, set objektivt, forekomme ganske naivt. Princippet er, at naive folk er godtroende, og når de er godtroende, kan de naturligvis ikke have ondt i sinde eller være farlige.

Lige præcis dette indtryk er det indtryk, de fleste sekter gerne vil frembringe. Det hele er jo “i en god mening”.

Bemærk at sekterne ikke går ud efter ens intelligens, men efter ens følelser. For dér er man mest modtagelig. Vores logiske tænkning vil der ikke være bud efter, men først og fremmest efter diverse følelser, som fx ønsket om et mål, ønsket om svar på visse ting, ønsket om at være vellidt eller elsket, ønsket om at “være med”, at have et tilhørsforhold.

I første omgang skal man være opmærksom på de tidspunkter, hvor man er mest sårbar:

Ungdom
Især når man er ung, teenager. Man søger sin identitet, man vil gerne være en del af noget. Man føler, at verden går den forkerte vej, man mener at ens forældre, eller de voksne, har begået en masse fejl, som man i hvert fald ikke vil gøre.

Man vil gerne forbedre verden, man vil gerne engagere sig og være med til at dreje verden den rigtige vej.

Alt sammen nogle gode idéer, som er nyttige, og nogle af dem vil endda gå deres stykke vej og vitterligt påvirke verden i en bedre retning. Mange vil begå fejl også.

Derfor vil en sekt, som tilbyder en at være med i noget så stort, så ideologisk, virke tiltrækkende. Når man har fundet ud af, at man har taget fejl, når man nu har set så meget ned på andre pga. deres fejl. Når man har kæmpet så meget imod ens forældre og familie.

Pressede situationer
Man har en tendens til at overse denne faktor. Er man i pressede situationer, for meget arbejde fx, og føler man derved, at man ikke har tid til sig selv, så kommer man naturligt på et tidspunkt til at blive modtageligt for spørgsmålet: Hvad gør du det for? Hvad får DU ud af det?

Dette gør en mere modtagelig, når nogen kan hjælpe en med at sætte farten ned og give en den ideologi, man ikke havde tænkt på.

Står man over for eksaminer, man er nervøs, usikker. Man er derfor også mere modtagelig for klappere. Enhver, som kan påvirke en, så man bliver mindre urolig, vil få ens taknemlighed, og man vil få følelser for vedkommende og blive mere lydhør over for, hvad vedkommende siger, og hvorfra vedkommende har denne fantastisk gave.

Knuste forhold
Er man lige blevet skilt, separeret, eller er ens kæreste gået fra en eller er død, er man mere modtagelig for den interesse og de følelser, der vil strømme ud fra det interesserede sektmedlem.

Vær opmærksom på, at visse grupper gennemgår dødsannoncerne og går efter disse adresser. Man ved, at en, hvis familiemedlem lige er død, bestemt er interesseret i at få opmærksomhed og kærlighed og vil nemmere tage imod diverse budskaber.

Er man i den situation, er det meget vigtigt, at man søger hen til en forælder eller et familiemedlem eller ven, man stoler på. Tør man ikke, eller kan man ikke, må man sørge for at ringe til et S.O.S nummer af en art, Skt. Nikolaj tjenesten, Børnetelefonen eller lignende.

Isolation
Er man isoleret, er man også mere alene, og man er derfor også mere modtagelig for sektens budskab. Plejehjem kan ligeledes være et yndet sted, man som sektmedlem besøger, eller lidt ældre mennesker, som er alene hjemme.

Det interessante i dette tilfælde, fra sektens synspunkt, er ikke at frelse folk i det sidste øjeblik, men at der er tale om en generation, som havde økonomien i orden, og hvis de er alene og savner kontakt med familien, vil de højst sandsynligt vise sig meget generøse over for dem, som viser dem “ægte” interesse, opmærksomhed og kærlighed.

Er man isoleret, uanset alder og grund, vil man være mere udsat. Her er det vigtigt enten at tvinge sig selv til visse aktiviteter eller interesser eller ringe til Røde Kors og få en besøgsven eller lignende.


Klapperne

Klapperne er som sagt venlige, hjælpsomme, kærlige, smilende, glade, lykkelige osv. Jeg har sjældent set en klapper, som var ked af det, trist eller gnaven! Dette ville jo være meget dårlig reklame for sekten og i øvrigt betegnes som manglende tro.

Der er jo det, at uanset hvor svækket psykisk eller fysisk man er, hvis man ikke møder en klapper, er sandsynligheden for at falde en sekt om halsen meget spinkel.

Nogle gange står klapperne på et gadehjørne og giver blade, sælger plader og bøger eller tilbyder gratis tests. De er i så fald nemmere genkendelige og nemmere at komme udenom.

Andre gange er de mere skjulte. De vil møde en “ved et tilfælde” eller under et andet påskud og vil først derefter afsløre sig selv som sekt.

Der er visse tegn, man kan genkende en klapper på:

Nemme løsninger
De har nemme løsninger til alle af livets forhold og problemer. Det kan meget vel være, at nogle af livets forhold har nemmere løsninger, end vi gør det til, men noget er svært!

Er der for mange ting, som er for gode til at være sande, er de ligeledes for gode til at være sande!

Overvenlighed
Mange mennesker er venlige, og det er dejligt. Jeg kender ikke værre end sure ekspedienter og buschauffører.

Fra venlighed til overvenlighed er der dog et skridt. Det er venligt at smile til folk, man møder første gang, hvis de forekommer os sympatiske.

Det er mistænkeligt at blive krammet, kysset og smilet til af folk, man aldrig før har mødt. Så fantastisk er man ikke, så smuk er man heller ikke, og så tiltrækkende er man ikke, uanset hvor meget man ønsker det!

Vær opmærksom på, at den øgede venlighed og interesse, man er genstand for, ikke vil blive ved med at holde! Arbejdet venter!

Gratis foredrag
Når folk, man knap kender, inviterer en til gratis middag med foredrag og kurser, holdt af en verdensberømthed, man aldrig har hørt om før, kan der være en skjult dagsorden.

Vær især opmærksom, hvis emnet for foredraget eller kurset er uklart eller generelt. Er det “at redde planeten”, “få et bedre liv”, “blive et bedre menneske”, er det yderst sjældent, at disse ting bliver klaret i løbet af en aften... Det er a.l.d.r.i.g gratis!

Så medmindre der er tale om et foredrag, hvor man kender målet, og som er arrangeret af en, man kender eller stoler på, er der grund til at være på vagt.

Pres
“Alle andre gør det”.

Nok et af de mest brugte argumenter siden 2. klasse. Begynder nogen at lægge pres på en ud fra dette princip, er der grund til at holde igen.

For det først kan “alle andre” begå fejl ...

For det andet, er der vitterlig tale om “alle andre”?

Er det “alle andre” for en selv eller for den person, man taler med?

Hvis det er “alle andre” i den anden parts omgivelser, som begår underslæb, må man hjælpe vedkommende ud af dette miljø i stedet for at tage farve efter det.

Skyld
Går nogen efter ens skyldfølelse og begynder at ville få en til at være medansvarlig for ødelæggelsen af ozonlaget, krigen i Jugoslavien eller sult i Etiopien, er der grund til at være mistænkelig.

Naturligvis er disse ting slemme og skal løses, og det er en god idé at være med til det. Det er dog ikke den enkeltes skyld, at der er oliekatastrofe eller krig i Kosovo!

Skyld fremkaldt af andre er bestemt ikke en følelse, man kan bruge til noget som helst. Det er vigtigt at være ansvarlig og engageret, men ikke at føle sig skyldig.

Kan du se nogle af disse tegn, står du højst sandsynligt over for en klapper. Der er grunde til at være forsigtig!

© Cyril Malka - 1999 - Forkortet uddrag fra bogen Sekter - Hvorfor? hvordan? hvad så?

© Malka 2001-2008